Bestyrelsen i Cirkus Gerlæäu

Årets første bestyrelsesmøde i Elevforeningen er netop blevet gennemført. Dagsordenen var fyldt op før vi mødtes fredag aften til fællesspisning og møde med lærerne. Køkkenet havde kræset ekstra godt om maden, som blev ledsaget af et par flasker vin samt øl og vand (med stor vægt langt på vin og øl for nogle af bestyrelsens medlemmer :D). De fire seniorer havde dækket fint op i skolestuen, og vi havde således en hyggelig aften med Finn, Julie, Lars M og Morten, som havde taget sin søn Oliver med. Efter middagen talte vi om hvad der sker på skolen, samt hvad vi forventer af samarbejdet mellem skolen og elevforeningen.

Om fredagen var den normale undervisning blevet erstattet med en temadag om cirkus. Eleverne blev undervist i akrobatik, mimik, skuespil og fik lov til at gøgle med bolde, ethjulede cykler og meget mere. Temadagen blev efterfulgt af en cirkus-højskoleweekend med Lars og Morten, som skulle munde ud i et brag af en cirkusforestilling lørdag aften under festen. Mange af eleverne brugte dagen på at forberede indslag og bygge bevægelseshuset om til en cirkus med manege, popcornbod og bar. Efter maden gik vi forventningsfuldt ned til forestillingen. Kulørte lamper, og de mange udklædte satte stemningen og alle var spændte. Cirkusdirektøren  bød velkommen på en blanding af dansk, engelsk og tysk mens jonglører, hulahop-akrobater og badutspringere gjorde sig klar backstage. Især husker jeg den ca. 190 cm høje fyr, der med hænderne bundet sammen blev pakket ned i en sportstaske, men også stærke mænd var i manegen. En af de to stærke mænd satte personlig rekord i dødløft med 160kg, men da han smed vægtene på tatamimåtten der skulle virke som stødabsorbering gav gulvet efter og flere gulvbrædder brækkede. Efter seneste Sensation Gerlev, hvor gulvet i foredragssalen efterfølgende blev slebet ned, og nu denne fest tegnes et mønster af, at der til en rigtig god fest skal ske skade på gulvet.

Bestyrelsen venter spændt på forestillingen med cirkus Gerlæäu

Selv om en del af weekenden stod på fest og middag, må det siges at være et af de mest produktive bestyrelsesmøder, jeg har været med til; en ny hjemmeside er kommet op at stå endda med adskillelige nye artikler, mange jubilarer er allerede blevet opsporet og kontaktet og de fleste planer hen mod jubilarweekenden er blevet lagt.

Et punkt på vores dagsorden var desuden at finde ud af hvad elevforeningens bestyrelse skulle lave ud over at arrangere fester, lave glimt og sende nyhedsbreve ud. Vi fik den idé, at vi gerne vil arrangere en legedag/picnic i en af de Københavnske parker, når engang vejret egner sig til det. Med et par legetasker fra legeparken, nogle bolde, tæpper og snacks er vi sikre på, at et sådan arrangement kan blive en stor succes. Når vi får gennemtænkt ideen og har fundet en dato, vil der komme yderligere information her på siden og på faceren.

Nyhedsbrevet er desværre ikke blevet sendt ud de sidste par måneder, grundet problemer med overgangen til en ny hjemmeside. Vi har arbejdet på problemet og en løsning er snart på vej, indtil da må vi nøjes med hjemmesiden her samt væggen på facebook.

Gerlev Glimt blev sendt ud d. 14 januar, men da vi ligeledes har haft problemer med vores kartotek over medlemmer, kan der være enkelte der ikke har modtaget den bladet. Hvis det er tilfældet at du er betalende medlem og ikke har modtaget Glimtet endnu, må du meget gerne sende os en mail med dit fulde navn, årgang, adresse, e-mail og telefonnummer.

Møde nummer to i den nye bestyrelse var i det hele taget en stor succes, og vi glæder os til at arbejde videre med vores planer og ideer indtil næste møde i den første weekend i marts.

– Martin Dyrman Hansen